Venlig hundetræning søges!

Ekspertens vinkel 

Dig og Hund har spurgt Vivian til råds om hvilke træningsmetoder, man skal gå efter både på træningsplads, men også hvis man søger professionel problemløsning til sin hund. 

Det helt korte svar er: Find en instruktør eller adfærdsbehandler, der bruger venlige metoder. Man kan bestemt godt opnå noget træningsmæssigt med straf og disciplin, men venlige metoder er meget rarere for både hund og fører. De giver også en generelt mere velafbalanceret, træningsklar og glad hund.

Venlige metoder kan være mange ting. Den lidt vage beskrivelse af dem vil være, at man ikke skælder ud, ikke straffer og ikke tilfører hunden ubehag.

Der er nogle konkrete ting, du kan kigge efter: Bliver der brugt godbidder og/eller legetøj? Er der fokus på timing og belønning? Stræber man efter ikke at trække i snoren? Bliver der snakket om, hvorfor hunden opfører sig, som den gør?

Ikke noget quick fix

Det kan være fristende at lytte til en person, der lover en hurtig og nem løsning. Men med hunde og hundetræning er der meget sjældent et quick fix. Langt det meste kræver arbejde og tålmodighed. Når en hund skal lære et nyt trick, så kræver det øvelse. Hvis den har problemer med at komme videre med et trick, så skal der arbejdes tålmodigt med det. Er et trick på en eller anden måde blevet ødelagt, så kræver det endnu mere tid og tålmodighed.

Hunde er levende væsner med følelser. De kan blive påvirket af deres oplevelser, og de kan blive forvirrede. Nogle af de tricks, vi prøver at lære dem, er også ret komplicerede. Så når man træner med en hund, bør man have en forståelse for, at det tager tid. Finder du en instruktør, der lover dig, at din hund kan lære en smuk og perfekt lineføring på ingen tid, så tag de kritiske briller på.

Forståelse for hunden

På nogle træningspladser afholder de teoriaftner. Hvis der er en teoritime med i træningen, så er det et godt tegn. Det viser nemlig en forståelse for, hvor meget der ligger bag træningen.

En træningsplads behøver ikke at afholde teoritimer for at være god. Der kan igennem hele forløbet blive snakket om teoretiske emner. Det handler om, at der gerne skal være en villighed til at prøve at forstå hunden. Hvis den trækker, skal man ikke bare trække igen i snoren, så den retter ind. Man skal stille spørgsmålet, hvorfor den gør det. Kan man finde årsagen til adfærden, så kan man pille ved den på en venlig måde. Trækker hunden, fordi den vil hen til sin ven, kan man gå i en anden retning.

Forståelse for hunden kommer også til udtryk i de situationer, hvor den laver et trick forkert. En god instruktør eller adfærdsbehandler vil ikke give hundeejeren besked på at irettesætte hunden og lave øvelsen igen. Han/hun vil tage en snak med hundeejeren om, hvad der gjorde øvelsen for svær. Måske er føreren gået for hurtigt frem? Måske gjorde han/hun noget forvirrende med sin hånd? Måske kom der lige en anden hund løbende forbi? Hvis man ser på årsagen til, at træningen gik galt, kan man rette den til, så hund og fører oplever succes næste gang.

Vivian Petersen, www.digitalhund.dk

Måske vil du også synes om…

Fascineret af ulvehund

Fascineret af ulvehund

Historien om ulvehunden Yela er en usædvanlig fortælling om dyb fascination for en type hund som mange...