Det var en mindre tilfældighed, hvordan Labradoodlen Pablo blev Eloisas servicehund for 5 år siden. Eloisa kunne ikke forlade sit hjem og isolerede sig fra andre mennesker på grund af PTSD. Pablo blev med hjælp fra Trinitas, Eloisas uundværlige servicehund og er også med på fleksjobbet, fortæller hun til Dig og Hund.
Eloisa, 48 år, blev tilbage i 2016 sygemeldt fra sit fuldtidsjob med PTSD. (Post traumatisk stress syndrom). Det var en forfærdelig periode, og Eloisa husker slet ikke alle detaljer på grund af alt det stress, der var involveret dengang.
-Jeg måtte 100% smide håndklædet i ringen, og kom først på sygedagpenge og senere på en kommunal sats, der svarer til kontanthjælp.
Hjemme var dengang 2-årige Pablo, som hjalp Eloisa med at komme udenfor. Jeg husker at jeg tænkte: ”Jeg skal jo tage mig af ham, og det må overgå mine egne behov, for hans er vigtigere”.
Eloisa fandt lynhurtigt ud af at lære ham at tisse og besørge på kommando, og netop hans lærenemhed her lettede vejen for ham som servicehund, husker Eloisa tilbage. Det var en stor hjælp til, at hun kunne komme ud af huset, men også hurtigt hjem igen, hvilket var vigtigt.
-En dag kom min X-partner hjem og fortalte om af hans klienter, som havde en servicehund. Det fik virkelig min hjerne til at spinne.
Trinitas
Eloisa satte sig for at undersøge det nærmere og stødte i sin ihærdige søgning på Trinitas som netop er en forening, der hjælper brugere med psykiatriske lidelser. Hun fik indsamlet diverse papirer med sin lægediagnose og sendt tilbage til Trinitas for vurdering. Man indleder et samarbejde med deres træner, hvor man aftaler, hvad der skal trænes til næste gang, hvis man selvfølgelig bliver godkendt.
-En træner under Trinitas kom hjem til mig i stuen og mødte samtidig min Pablo. Vi lavede en aftale, hvor jeg skulle øve mig på at lære at kommunikere med Pablo samt en række øvelser, som han med fordel kunne blive bedre til – og samtidig prøve at komme ud i verden. Det tog et blot et halvt år, fordi han bare rigtig gerne ville, og naturligt har det, der skal til. Racemæssigt er Labradoodles utrolig lærenemme at arbejde med. Pablo viste allerede på de små rutine gåture tydelige tegn på, at han gerne ville hjælpe mig. Så han blev fundet egnet til at kunne blive en servicehund. Men træningen af en servicehund stopper ikke, når man får certificeret sin servicehund. Det holder aldrig op – det et er en ”ongoing” proces, pointerer Eloisa.
-Jeg kom nu ud af sengen, hvilket jeg ikke havde gjort i omkring 4 mdr.
Udover lydighed, fik Pablo også lynhurtigt lært forskellen på arbejde og fornøjelse – eller hvornår han er servicehund og almindelig hund. Vi begyndte nemlig at bruge sele, så han havde noget omkring kroppen, mens det almindelige halsbånd altid betyder hygge, fortæller Eloisa.
I dag har Pablo været servicehund i omkring 6 år, og fordi Eloisa havde ham i forvejen, har det sparet hende for masser af papirarbejde og ressourcer. Hvis man søger kommunalt, er det en hel anden snak, for det er langsommelig og opslidende proces at få tildelt en hund som hjælpemiddel kommunalt, pointerer hun.
Pablo stabil – sygdom er ustabil
-Nu er det 7 år siden, men min sygdom er i dag stadig ustabil, siger Eloisa.
Hun føler ofte at det mest stabile i sit liv er Pablo, og det hjælper hende til at kunne fungere – og endda også have et fleksjob hos en guldsmedebutik i dag. Han bliver den konstante, han forandrer sig ikke og stiller aldrig ubehagelige spørgsmål.
-Hvis jeg fx sidder fast i et flashback som fx kan være forårsaget af svigt tilbage til fortiden, kan Pablo ikke lide det og går. Han bryder sig ikke om vrede. Men så snart jeg er faldet ned i gråd kommer han tilbage til mig med det samme. Når han går væk fra mig er det et signal han sender til mig om at jeg er et sted, hvor jeg ikke skal være.
Eloisa forklarer, at der kan være mange forskellige typer af flashbacks fx, når soldater tror de er midt i en traumatisk krig, men at den type hun har er følelses-flashback og ikke billeder.
Angstanfald er også noget Eloisa oplever fra tid til anden. Eloisa fortæller, at angsten kan komme krybende alle steder, fx i supermarkedet, hvis der er for mange lyde og lugte eller fx et barn, der skriger højt. Det går lige i nervesystemet på hende. Når de sker i det offentlige rum, sætter hun sig som regel ned, hvorefter Pablo lægger sin pote på hendes skulder, fortæller Eloisa. Når han kan mærke min vejrtrækning er nede igen, sætter han sig med ryggen tæt ind til mig. Den tætte kontakt har han ikke noget imod.
-Jeg kan ikke skærme mig imod det, det rammer bare, og det er her Pablo er min tryghed. Pablo forsøger at trække mig væk fra det der stresser mig selv, og han mærker det før mig. Når jeg læser han signaler, forstår jeg at jeg skal fjerne mig fra det jeg er i.
-Jeg er bare ikke vild med at handle. Der er alt for mange ubekendte, og jeg bliver hurtigt træt. Jeg overvejer altid, om situationen er noget jeg kan klare med eller uden hund, for jeg tager ikke Pablo med hver eneste gang. Mest for at skåne ham på grund af hans alder – ikke fordi jeg ikke har behov.
Til yoga fx, lader Eloisa ham nogle gange blive hjemme. Men så var der lige den dag, hvor der var en ny træner og Eloisa var ved at ”freake” ud, da det er en af de ting som tricker Eloisas PTSD. Eloisa er dog blevet bedre til at fange det i opløbet og håndtere sin sygdom, pointerer hun.
Alle elsker Pablo og Pablo elsker alle
Når Eloisa tager på fleksjob i guldsmedeforretningen har hun selvfølgelig sin Pablo med. Eloisa sidder afskærmet med ”noise-cancelling” høretelefoner på, for en arbejdsplads med fleksjobbere skal kunne rumme mange forskellige behov, forklarer Eloisa.
Alle elsker Pablo, for han er en rigtig menneskeglad hund, som fuldt ud ved, hvornår han er på arbejde, hvilke rammer han har og hvornår han må hilse på folk, han kender godt. På arbejdet må han gerne hilse på de mennesker, der hører til i hverdagen, fordi han kender dem, men også fordi det ville være unfair for ham ellers, mener Eloisa.
Men det er langtfra alle mennesker som ved, hvordan man skal omgå en servicehund på job. For når man ser en servicehund derude, så er den stort set altid på job. Gå aldrig hen til en servicehund og klap den, ligegyldig hvor nuttet den ser ud, minder Eloisa om.
“Jeg er bare ikke vild med at handle. Der er alt for mange ubekendte, og jeg bliver hurtigt træt”
Pablo går på pension
Eloisa har nu ansøgt kommunen om en ny servicehund som skal erstatte Pablo. Når man ansøger gennem kommunen, kan man ikke søge om en servicehund, hvis man har en i forvejen.
-Jeg har fået dispensation fra Trinitas til at stadig at bruge Pablo, men kun delvist. Eloisa udfordrer derfor sig selv ved ikke bruge ham hele tiden.
-Jeg kan mærke på ham, at han hurtigere bliver træt nu. Hvis han er træt, skal han selvfølgelig bare ud og gå en kort tur den dag.
Det er meget hårdt at være servicehund, men det er vigtigt, at han kan være med til at sluse den nye kommende servicehvalp ind. Fordi der allerede er så meget papir på Eloisas PTSD, og slåskampe som er udkæmpet med kommunen, fik hun et ja i første hug, men ansøgningen tog nu alligevel et helt år, siger Eloisa.
-Det er dog ikke altid en fordel at gå kommunevejen. Det er som førnævnt en opslidende proces, hvor man skal være beredt på afslag.
De siger ofte, at man kan klare sig lige så godt med en almindelig familiehund, og de færreste som virkelig har brug for en servicehund, har ressourcerne til at tage den til helt til ankenævnet, slutter hun.
Fakta
Pablo er en 8-årig lærenem, mellemstørrelse Labradoodle. Allergivenlig og fælder ikke. Efter sommerferien skal Eloisa have en hvalp, også en Labradoodle, men en tæve denne gang. Den skal overtage Pablos rolle som servicehund, da han skal på pension.
