Marie Cordt har altid være bidt af løb. Hun vandt sit første københavnske maraton i sin alderklasse som 19-årig og er i dag Ultraløber på Danmarks ultralandshold. Hendes interesse for at løbe med hund var noget, der startede ret tidligt i løbekarrieren. I dag løber Marie Cordt canicross med sin Siberian Husky samtidig med et fuldtidsjob som konsulent og landsholdsløber.
-Jeg har løbet siden, jeg var teenager, hvor jeg også meldte mig ind i løbeklubben Sparta og har nu løbet i 26 år. Jeg tror jeg savnede at have nogen at løbe med -og tænkte lidt, at det kunne være perfekt at have en løbe-buddy. En som man kan regne med og som også gør turene lidt tryggere og sjovere end bare altid at løbe alene.
Marie fortæller, at hendes mand også løber, men han gider slet ikke løbe hverken så meget eller så langt, griner hun.
Hun vidste samtidig, at canicross var noget man var begyndt at gøre i udlandet, blandt andet England, men det var ikke noget, der for alvor var fremme endnu herhjemme.
Marie brugte således en del år på at finde den rigtige hunderace som kunne passe i temperament med hensyn til både at være familiehund, men også egnet til at kunne løbe lange distancer, husker hun tilbage.
-Jeg researchede et hav af racer og kom til sidste frem til at en Siberian Husky var den rigtige hund. Især kan jeg rigtig godt lide tanken om, at de i århundreder har levet sammen med sibiriske nomader. Det er en rigtig fin historie. Så de har det i sig det med at bevæge sig over meget lange distancer, og så elsker de også at trække. Ja, de har bare en super arbejdsmoral, for det, de er motiverede for.
Marie fortæller, at hun anskaffede sig Shila for 2,5 år siden. Set tilbage, var det det helt rigtige valg, for Shila er både en fantastisk familiehund samtidig med at hun elsker at komme med ud til løb.
-Jeg vidste, at det skulle være en arbejdshund – og ikke en udstillingshund, som oftest har kæmpe pels og er mere kortbenet. Der er en kennel i Silkeborg, der opdrætter til slædehunde til løb. Ham, der ejer kennelen er utrolig flink, men var insisterende med hensyn til, hvad jeg skulle bruge hvalpen til. Han går op i at hans hunde bruges til løb. Det syntes jeg egentlig var ret fedt. I dag følger han stolt med i vores løbsbedrifter.
Da Marie fik Shila hjem, indså hun hvor godt socialiseret, hun var. Hun var vant til at der skete en masse omkring hende, måske også fordi hundene var udenfor. Det har gjort alt meget lettere i træningen Shila.
Shila sover indenfor hos Marie undtagen om sommeren, hvor hun vil sove udenfor på terrassen. Om sommeren løber Marie heller ikke med hende midt på dagen, da hun får det alt for varmt. To gange om året, fælder hun meget, men en airblower er en god ven her, griner Marie. Man må ikke klippe pelsen, da de har underuld. Så det risikerer man at ødelægge, hvis man klipper i pelsen.
-Jeg ved godt at spidsnudehunde ofte har et ry for at være voldsomme, bidske og egensindige. Men jeg tror mest at det handler om, at de kan være voldsomme, hvis ikke de bliver stimuleret og aktiveret nok. De kræver meget aktivering. Men Shila er en rigtig loyal familiehund. Lidt reserveret overfor fremmede, Ikke at forveksle med en labrador, for Shila er nok det modsatte, bedyrer Marie med et stort smil, men hun er sød.
Shila er ikke så stor. Men hvis hun vil noget så trækker hun, og hun kan være meget stærk, ler Marie. Hun er samtidig social og nysgerrig. Hun vil hilse på alle. Meget godhjertet, og nogle gange også overfor de sure hunde.
Marie ved godt, at Shila måske netop er så afbalanceret fordi hun bliver stimuleret korrekt. Hver eneste dag ved tretiden, hvor hendes tre teenagebørn kommer hjem, bliver der nemlig gået med hende, så hendes snuseinstinkt også belønnes, udover alle de lange løbeture som Marie tager hende ud på. Eller skal vi sige som Shila tager Marie ud på, for Marie gør meget ud af, at dette er et partnerskab som 100% er på Shilas præmisser. Og det er det altid.
-Det skal være sjovt. Vi er et team, og det fungerer ikke, hvis hunden ikke er motiveret og glad for opgaven. Og netop motivation og at hunden er forberedt på opgaven mentalt og fysisk er det vigtigste. Shila er altid klar.
Ja, det lyder måske skørt, men jeg snakker med min hund. Jeg kan næsten have en samtale med hende. Til Canicross Polar (i marts 2022,red.), snakkede jeg med hende. Jeg sagde: ”fordel kræfterne over hele distancen, Shila”. Og næste dag løb hun hurtigere under den anden del. Det var som om hun bare forstod det. Hun ER en meget intelligent hund, bedyrer Marie, for på andendagen af løbet, vidste hun præcis, hvornår hun skulle dreje.
-Hun har den vildeste stedsans.
Shila øjner straks, når jeg begynder at tage mit bælte på, så ved hun hvad der venter, siger Marie, og tilføjer at når de løber, så er det så indgroet i hende, at hun kan give den gas.
-Hun er virkelig på med halen lige op og 100% konkurrenceminded. Hun bliver så glad af det og elsker, når vi er nået i mål, og hun får masser af ros.
Det er dog bestemt ikke alt hun gider, griner Marie. Hun skal være drevet af motivation.
Træning – hvor det hele går op i en højere enhed
Når man både har et fuldtidsjob som finansiel konsulent og skal passe sin landsholdstjans som ultraløber samtidig med at man også løber canicross, og ikke mindst har en familie, handler Maries liv meget om logistik.
-Jeg løber hver dag og har tre kvalitetspas om ugen, hvor jeg skal løbe i det tempo jeg har fastsat. Nogle dage løber jeg fx transportløb med rygsæk til kontoret, i stedet for at cykle.
En typisk uge kan f.eks. være at Shila og Marie om mandagen løber 10-16 km sammen med indlagte speedpas. Det vil med andre ord sige, at de speeder up i et par minutter, for at gå tilbage til rask løb igen.
-Så kan vi fx træne højintensitetstræning om onsdagen. Jeg træner også nogle gange 100 meter i så højt tempo, jeg overhovedet kan. Nogle gange løber Shila også helt frit fx på vores stadium på en plæne i midten meget tidligt om morgenen, hvor der ikke er en sjæl. Når hun træner uden snor, får hun trænet at lave hurtige drejninger, koordination og styrketræning.
Nogle dage løber parret også bare jog på 7-9 km, men lægger altid lige nogle hurtige speedpas ind, tilføjer Marie.
-Shila elsker temposkiftene og er hurtig til at fange det. I starten stoppede jeg op hver gang vi havde speedet op. Det motiverede hende meget.
I weekenden har de deres lange tur, hvor parret løber 17-20 km i temmelig højt tempo, fortæller Marie. Shila løber ugentligt 70 km, mens Marie løber 115- 160 km, fordi hun også har landsholds ultraløb ved siden af. Landsholdets ultraløb er henholdsvis 50 km,100 km, 6 timer, 12 timer og 24 timer, men Marie løber primært 50 km, forklarer hun.
Når Shila har fridag kommer hun bare ud på gåture og bliver stimuleret. Når hun har haft sådan en fridag er hun bare ekstra motiveret og løber endnu vildere næste dag.
At trække skal læres
Mange tror at trækhunde bare ved hvordan man trækker, fordi det er trækhunde, men det er ikke korrekt. De skal lære det og Shila er ikke en undtagelse, pointerer Marie.
-Det var ikke naturligt for hende, og vi skulle tage det i små bidder med masser af ros og godbidder. Vi stoppede meget. Nu kan hun det hele.
Men det handler meget om tilvænning og samarbejde at lære hunden, hvornår det enten handler om trækketræning eller almindelige gåture. Det skal altid være på hundens præmisser, og der skal altid være en fælles glæde ved det. Det dur ikke, når man pacer hunden til at løbe.
Vi brugte fx min mand som hare foran os, så Shila hele tiden kunne se ham. Og så ventede vi, og så løb hun bare op til ham. Ellers er en god måde at træne det på at træne med andre hunde, anbefaler Marie. Det motiverer hunde at løbe med andre hunde. Det er som om de gerne naturligt vil hurtigt frem i flok.
Da vi i starten løb med andre hunde, fandt hun hurtigt ud af det. Hvis der var andre hunde i sigte, så løber hun bare hurtigt. Men igen, masser af godbidder og små træningspas ad gangen i starten, når hunden skal lære at trække.
-Jeg kan mærke det helt vidt meget, når hun trækker. Jeg ville slet ikke komme så hurtigt over bakkerne, hvis ikke hun trak.
-En hund som Shila, der bare har så meget løbeglæde, skal man være passe på med hensyn til skader og psyke, da hun næppe siger fra selv.
Marie husker en episode, hvor de trænede i skoven. Maries mand var foran som hare og pludselig opdagede de at Shila kom stormende på tre ben med Marie bagefter. Shila havde fået en torn i poten, men det afholdt hende ikke fra at spurte til sit mål hinkende på tre ben, ler Marie.
Hvad er dit allerbedste råd til folk, der gerne vil i gang med sporten?
For det første skal man tænke over mål med sin hund, og hvad man gerne vil fokusere på. Der er rigtig meget socialt i mange klubber, hvor man kan løbe sammen. Men er det et mål i sig selv eller er det konkurrence man vil? Forhindringsløb er også en mulighed. Hvilken hund har du? Er det en hyrdehund, kan det fx nogle gange være svært, hvis man møder heste i terrænet. Det skal man gøre op med sig selv, så man kan anlægge sin træning efter det.
Husk, at det altid skal være på hundens præmisser -og start langsomt ud i det med masser af ros, tålmodighed og godbidder. Ros dem! Find det, som motiverer dig og din hund. Når man har sat sig nogle mål, kan man lave en aftale med sin hund. Den aftale gør, at man er forpligtet overfor den, samtidig med at man faktisk kommer ud. Det er ikke kun en selv man skal tænke på, når man har en forpligtelse overfor sin makker.
Tip:
Hvis du er til en konkurrence, så husk at din familie skal holde sig væk, for hunden vil ikke løbe, hvis den kan se sine familiemedlemmer.
“Shila havde fået en torn i poten, men det afholdt hende ikke fra at spurte til sit mål hinkende på tre ben”
Hvad er det bedste ved sporten?
Min erfaring er, siger Marie, at man kan løbe med alle slags hunde. Man skal måske ikke løbe 17 km med en lille hund. Det bedste er ultimativt samarbejdet med hunden. Som jeg nævnte tidligere, så føler jeg at jeg kan tale med hende, selvom jeg ved, at jeg nok tillægger det mere end, hvad det er. Men når hun bare giver alt hvad hun har, så er der ikke noget bedre. Når vi netop træner derude i naturen, oplever vi naturen på en særlig måde. Der er en dybereliggende glæde ved at dele sådan nogle oplevelser med sin hund og ved at give sig fuldstændigt, slutter Marie ivrigt.
Fakta:
Udover at være fuldtidsløber på ultra landsholdet, og løbe Canicross med sin skønne hund Shila, er Marie også fuldtidsrådgiver indenfor det, der hedder ”Compliance” økonomisk kriminalitet for et konsulenthus. Marie har mand og tre børn, der alle er teenagere.
Fakta: mesterskaber 2023 (og begynderfejl):
DM i Canicross for Polarhunde den 14.-15. januar. Danmarksmestre trods tidsstraf på 2 minutter, da Shila løb ud til siden foran målstregen.
DM i Canicross for alle hunde den 4.-5 februar, 4. plads, mistede et minut, da Shila ikke ville løbe fra min mand ved starten.
Polar Cup den 25.-26. marts, 1. plads. Tredje gang var lykkens gang. Alt gik efter planen
Mål:
EM og VM i Canicross og på sigt Canicross ultraløb
