Lytter din hund til dig på tur?

Kig – dygtig – godbid 

Lær din hund at kigge på dig og ikke reagere på andre hunde!

Kæmper du en hård kamp på gåturene, fordi din hund er interesseret i alt omkring den? Så er du ikke alene om det. Mange hundeejere oplever stort besvær på gåturene, fordi der er så meget at konkurrere med. Der kan komme andre hunde forbi, der kan komme mennesker, det kan være andre dyr, der er interessante, eller det kan være ting i omgivelserne. Ligegyldigt hvad det er, der tager hundens opmærksomhed, så kan det forstyrre gåturen. Nogle gange kan det gøre den rigtig besværlig, fordi hunden ikke bare er opmærksom på fx andre hunde, men også vil skælde dem ud eller er meget ivrig efter at komme hen til dem.

Går din hund ikke tur sammen med dig, må du gøre noget for at løse problemet. Du kan sætte ind på flere fronter, men du kan starte med den enkle øvelse kig-dygtig-godbid.


Billedtekst: Mange hunde farer frem mod andre hunde på gåturen, men du kan lære den at fokusere på dig. 

En øvelse til gåturene

Hvis din hund reagerer på en uhensigtsmæssig måde, når I møder andre hunde, mennesker eller dyr, så lær den en anden måde at reagere på. Du kan lære den, at den skal kigge på dig, når der kommer nogen. Så har du dens opmærksomhed, og du kan meget bedre styre situationen. Når du har kontrol over situationen, kan du sørge for, at den ikke eskalerer.

Sådan foregår øvelsen:

Når du går tur med din hund, skal du selv forsøge at se fremad. Hvis du kan se, at der langt væk nærmer sig en anden hundelufter, kan du gøre dig klar. Når din egen hund opdager den anden hund – og kigger på den – så roser du din hund. Din ros vil få den til at kigge på dig, og så kan du give den en godbid.

Med tiden vil din hund gennemskue mønstret. Så vil den begynde helt af sig selv at kigge på dig, når den opdager en anden hund. Det kan du sige dygtig og give godbid for, og så kan I gå videre.

OBS: Det er vigtigt, at du siger dygtig, når din hund bare kigger på den anden hund. Er den begyndt at skælde ud, trække hen mod den eller noget andet, som du ikke ønsker, så var du for langsom.

Før og efter

Øvelsen er god til at give dig kontrol over situationen. Hvad du så gør lige bagefter, er mindst lige så vigtigt. Det er ofte en god idé at prøve at skabe afstand lige efter øvelsen. Få din hunds opmærksomhed, så du kan få den med væk fra det, den reagerer på. Nogle gange kan man dreje ned ad en sidevej, og andre gange må man vende om og gå tilbage.

Det er også vigtigt, at du tænker lidt over, hvad der sker før øvelsen. Hvad får din hund til at reagere sådan? Det kan være svært at bedømme, og ofte skal der en professionel indover. Kan du få hjælp til at finde årsagen til din hunds reaktion, så kan du arbejde på at fjerne den. Er din hund usikker, kan du arbejde på dens selvtillid og dens tillid til dig. Er den meget social og ivrig efter at snakke, kan du arbejde med selvkontrol.

Af Vivian Petersen: www.digitalhund.dk

Måske vil du også synes om…

Fascineret af ulvehund

Fascineret af ulvehund

Historien om ulvehunden Yela er en usædvanlig fortælling om dyb fascination for en type hund som mange...