Gennemskuet igen!

Der er ikke grænser for hvad vores hunde kan gennemskue. Hvis du følger med på siden her, har du kunnet læse at de kan lugte om vi er stressede og at de kan gennemskue om vi lyver. Nu tyder et nyt studie på at de sørme også kan lure vores intentioner.

En gruppe forskere fra Østrigs veterinære universitet i Wien har gennemført endnu et interessant adfærdsstudie. De udsatte 96 hunde for tre forskellige øvelser, som alle involverede et stykke pølse. Et det ene scenarie drillede forskeren hunden ved at vise den pølsen uden at give den til den. I det andet spillede forskeren klodset og tabte pølsen så hunden ikke kunne nå den. Og i det sidste scenarie opførte forskeren sig umanerligt tumpet og forsøgte at presse pølsen igennem et lukket vindue.

Vi kan her på redaktionen ikke svare på hvordan forskerne lige fandt på disse tre scenarier, men med vores kendskab til forskere kunne dette godt lyde som relativt normal forskeradfærd, men tilbage til hundene!

Frustration

Hundenes reaktioner på de bizarre optrin blev optaget med otte kameraer og blev nøje kortlagt ved hjælp af computeranalyse. Det viste sig at hundene reagerede vidt forskelligt på de tre scenarier. De udviste større tegn på frustration over for den onde forsker, der drillede dem end over for de to andre forskere, selvom de ikke fik deres pølsestykke i nogen af de tre scenarier. De var mindre frustrerede over den klodsede forsker, mens de valgte at kigge væk mens den tumpede forsker udviste bizar adfærd og forsøgte at presse pølsen gennem vinduesglasset. Forskerne mener at resultaterne tyder på at hunde kan gennemskue intentioner.

Det hører med til historien at alle hunde fik hele to stykker pølse hver som belønning og at de i øvrigt var ligeglade med hvem af de tre forskere, de fik dem af. No hard feelings – bare giv mig den pølse!

Studiet er publiceret i  Proceedings of the Royal Society B: Biological Sciences og kan læses her: https://royalsocietypublishing.org/doi/10.1098/rspb.2022.1621

Måske vil du også synes om…

Væggelus allevegne!

Væggelus allevegne!

Betina Hansen har travlt og hun er allerede ret overbevist om at hun...

Vil din hund snakke?

Vil din hund snakke?

Du går en dejlig tur med din hund. Vejret er godt, og du nyder den friske luft. Nu kommer der en anden...

Kære Brevkasse 

Kære Brevkasse 

Hej Dyrlæge, min hund kurrer hen af gulvet, og jeg ved udmærket, at det er hendes analkirtler, der skal...