Børn skal gribe, før de kan begribe

Børn skal gribe, før de kan begribe

Lene Danielsen er dagplejemor og er opvokset på gård. Netop dyr er centralt i Lene’s dagpleje, hvor hun inddrager mange forskellige dyr i sin private pasningsordning. Mange undersøgelser viser, at vi synkroniserer vores nervesystem og kommer ned i tempo og bliver rolige, når vi aer dyr. Fornyligt havde Lene besøg af et kuld hvalpe som vakte stor begejstring hos børnene. Her fortæller Lene om hele grundtanken bag at introducere børn til dyr i en tidlig alder.

Min oplevelse er, at børn bliver glade, når de er sammen med dyr, og dyr er magneter på børnene, siger Lene. Der frigives oxytocin i hjernen, som jo er kroppens lykkestof, pointerer hun. Lene synes samtidig, at det er vigtigt at lære børn at omgås dyr, mens man er lille, da man her får det langt mere naturligt ind. Børnene lærer således at håndtere dyrene sammen med hende, så hverken barn eller dyr lider overlast.   

Hvalpe på besøg hos børnene

I foråret fik Lene besøg af et helt kuld bedårende hundehvalpe ad to omgange. Det var opdrætter Lotte Hohrmann, som havde tilbudt denne unikke mulighed, for at komme forbi en eftermiddag, fortæller Lene. Børnene fik en kæmpe oplevelse ud af det. De var alle helt forsigtige og meget rolige omkring hvalpene, husker Lene tilbage. ”Jeg havde sikret mig flere voksne, som kunne hjælpe, og det var fantastisk at høre de små børns begejstring, såsom: ”Se Lene, de har små ører eller uh, nu slikker den mig.” Lene har også silkehøns derhjemme, hvilket betyder at børnene kan følge hele processen fra æg til kylling. Børnene kan også opleve at se kyllingen bryde ud gennem ægget, fortæller hun. ”Så børn hos mig ved godt, at det er hønsene, der leverer æggene. Sommetider fanger vi en høne og så sætter børnene sig ned i græsset helt af sig selv. Der er som regel en af børnene, der har mod på at holde hønen – og så kommer de andre hen og aer den. Desuden er de med til at fodre hønsene og samle æg ind som jo er fra jord til bord. Børn lærer bare bedst gennem kroppen – og som hjerneforskeren Kjeld Fredens har sagt, så skal børn gribe, før de kan begribe”.

Empati

En af de vigtigste elementer i Lene’s pasningsordning er empati: ”Når børnene fx banker på hønsehuset fortæller jeg dem, at hønsene bliver bange. Og så spørger jeg dem, om de også har prøvet at være bange? Når vores hund fx sover ude på græsset i solen, taler vi om, at den har brug for fred. Vores godmodige kat elsker børnene også, fortæller Lene. Hun bliver aet og klappet mange gange om dagen.

Lene har også to islandske heste. ”Er vi ude hos hestene, har jeg altid en eller to hjælpere med, så sikkerheden er i orden. Her er det vigtigt at tage det i barnets tempo. Nogle er klar på at røre, og andre har måske nok i bare at se hesten. Her lærer barnet at mærke egne grænser. Hvad tør jeg, hvad har jeg lyst til? Næste gang tør de måske lidt mere, men vi tager alle ting i deres tempo, pointerer Lene. Hun er generelt bare overbevist om, at det er lettere at lære disse ting gennem dyr. Det er alt sammen sociale færdigheder, børnene lærer ved at blive guidet sammen med dyr, forklarer Lene og påpeger, at de ældste børn godt kan sætte sig ind i den følelse og omsætte den viden – som regel. ”Og når de har hørt mig sige, hvordan man er respektfuld overfor dyr, fortæller de det jo til de yngre – og derved bliver de en slags kulturbærere. Det er her børn lærer at sætte sig i andres sted og empati udvikles, slutter Lene.


Lene Danielsen, Aabenraa, er uddannet pædagog  Se mere på: www.LeneD.dk

Af: Shaila Sigsgaard

Måske vil du også synes om…

Fascineret af ulvehund

Fascineret af ulvehund

Historien om ulvehunden Yela er en usædvanlig fortælling om dyb fascination for en type hund som mange...